Kære Spejderforældre,
Nu er det jo lige straks december – og i nogle familier (der er så heldige at have en nisse boende på loftet) er der tradition for, at “nissen” kan finde på at lægge små adventsgaver om søndagen. Men hvad vil en spejder mon blive glad for – uden at det behøver at koste en formue – tænker nissen måske? Her er et par forslag til inspiration – alle i den billige ende!
En lille foldekniv! (ca. 100 kr)
Det er svært at komme uden om den klassiske “store” spejderdolk til det grove arbejde, hvis man tager på tur. Men man glemmer tit, hvor nyttigt det er også at have en lille foldekniv til alt det lette arbejde! Og i modsætning til den tunge dolk (der af samme grund tit ender med at blive derhjemme), så kan en lille foldekniv snildt være i lommen på uniformen – så den kommer altid med.Min personlige favorit er den franske klassiker Opinel no. 7 – (109 kr) på sølle 36 gram. Men i priskategorien må jeg også lige nævne Jackknife (til 119 kr) fra TrueUtility, der bestemt ikke er uden kvaliteter, og måske har et mere robust blad (men vejer til gengæld præcis det dobbelte – dog stadig kun 72 gram):
En “engangs”-regnponcho! (10-20 kr)
Den kan selvfølgelig ikke hamle op med rigtigt regntøj – men til gengæld fylder den intet, så det er en god chance for, at man faktisk har den liggende i lommen, så man ikke behøver at komme drivvåd hjem fra spejder, fordi man “ikke lige troede, at det ville regne”.
Den koster næsten ingenting – og kan købes i byggemarkeder, Thansen og lignende. F.eks. her.
En stormlighter (35 kr)
Enhver spejder bør have en lighter eller tændstikker i uniforms-lommen. Og en stormlighter er meget nemmere at tænde bål med end en normal gaslighter (man undgår at brænde fingrene).
Tændstål (ferrocerium) (30 kr).
Kan ikke hamle op med en lighter – men til gengæld er det sjovt og spejder-agtigt at tænde med “ild-stål”, selv om det kræver øvelse. Og tændstål virker selv om det er blevet vådt :-). Kan købes for en billig penge i Thansen lige her.
En “Buff” (Halsedisse) (35 kr)
Meget praktisk “halstørklæde“ til de kolde vintermåneder – der kan forvandles til en hue med et snuptag!
Oppustelig hovedpude (20 kr).
Vel er det ikke en edderdunspude på 30 cm tykkelse – men til gengæld fylder denne her pude intet i rygsækken, når man skal på lejrtur! Lille, og uendeligt bedre end ingen hovedpude (specielt i kombination med en sammenrullet trøje). En ikke-oppustelig (men letvægts) pude som denne (50 kr) er også værd at overveje, hvis det skal være rigtig blødt – og godt må fylde lidt mere.
En pandelygte (40 kr)
…er uundværlig for en spejder i vinterhalvåret. Og den behøver ikke at præstere flere tusinde lumen i lysstyrke eller koste en formue. Blot 100 lumen er rigeligt til en normal spejderonsdag – og man blænder ikke sine spejderkammerater (eller lederne, der jo tit skal stirre på 10-20 pandelamper ad gangen, når der skal instrueres i eet eller andet). Men smart, hvis den er nogenlunde vandtæt – og rødt lys er også virkelig praktisk! Billige pandelygter kan findes mange steder – f.eks. lige her (både vandtæt og med rød lysfunktion).
Vandtæt pakpose (50 – 100 kr).
Pakposer er geniale, når der skal pakkes til lejrtur. Det gør livet meget nemmere, hvis man organiserer sit grej i poser (f.eks. en pose til rent undertøj og sokker, en pose til varm tøj, en pose til toiletsager og “småting”, og så videre). Det gør det meget nemmere at finde tingene, og man slipper for at skulle tømme indholdet af sin rygsæk ud i teltet for at finde det, man nu lige mangler. Og de vandtætte pakposer holder selvfølgelig fugten ude, selv hvis rygsækken er blevet våd! Pakposer fås i alle størrelser, og det er godt at have “lidt af hvert”. Harald Nyborg har pakposer til en rimelig pris (f.eks denne her)
Myggenet (20 kr):
Ja, ja, grin bare. Men det er kun sjovt indtil myggene kommer om aftenen. Og når dét sker (ved lejrbålet!! Gru og rædsel!!), så er det guld værd at kunne hale sådan et myggenet op af lommen og få fred! For 60 kr kan du få et fint myggenet til brug i bivuak eller shelter, men det er tit lidt bøvlet at få sat op (jeg plejer i stedet at gemme mig for myggene i min sovepose, og blot bruge myggenet til ansigtet, hvis det er plagsomt om sommeren).
Lejr-taburet (50 kr).
En campingtaburet er unægteligt et stykke “luksuslejr-grej”, der ikke bliver brugt til daglig, og heller ikke på hike. Men på en sommerlejr er det nu meget praktisk, at man ikke behøver at sidde på jorden, hvis man skal snitte noget, eller man skal vente på en post, eller man skal sidde og hygge med at bage snobrød om et lejrbål. Sørme om ikke Thansen også er leveringsdygtig i sådan en størrelse!