Hvis du nu f.eks. helt tilfældigt stod og skulle overnatte i shelter sidst i november – eller du bare er lidt af en frossenpind, der ikke helt stoler på din soveposes evne til at holde dig varm – så er her et par gode fif til at holde varmen i soveposen.

1) Uld virker! Sørg for at have varmt uld-undertøj på, når du skal sove i kulden. Uld-undertøj (eller godt skiundertøj) er måske dén enkeltfaktor, der betyder allermest for at holde varmen i din sovepose. Uld isolerer rigtig godt, også når det er fugtigt.

2) Uld virker! Også på hovedet! Undervurdér ikke effekten af en god nathue. Man mister meget varme fra hovedet, og bedstemors strikkede hue kradser måske lidt, men den kan gøre en kæmpe forskel. Hvis du er typen, der fryser om fødderne, så er det bare med at få nogle (tørre) uldsokker på fødderne inden du kryber i posen.

3) En Fleece-lagenpose kan være en rigtig god idé, specielt hvis din sovepose er lidt til den kolde side. Du kan snildt øge komfort-temperaturen af din sovepose med adskillige grader, hvis du bruger en fleece-lagenpose. Og det behøver ikke at koste dig mere end 24 kr og en tur til IKEA! Køb dig et billigt fleece-tæppe (f.eks. 130 x 170 cm), fold det sammen en enkelt gang på den lange led (altså til 65 x 170 cm), sy bund og kant sammen (lad være med at sy de sidste 40 cm sammen langs kanten, så det bliver nemmere at komme ned i posen) og vupti – så har du lige opgraderet din sovepose med én sæson! Pas til gengæld på med bomuld: Det suger fugt til sig, bliver koldt, og er næsten umuligt at tørre, hvis det først er blevet fugtigt.  

http://www.ikea.com/dk/da/catalog/products/50296990/
4) Underlaget er vigtigt. Du kan have nok så varm en sovepose – men hvis du ligger direkte på den bare jord, så bliver det en kold fornøjelse! Som hovedregel skal man have lige så god isolering under sig som over sig. Så sørg for at have et ordentligt liggeunderlag.Skumunderlag isolerer som regel ganske godt (men er ikke så bløde), mens moderne “selvoppustelige” underlag kombinerer isolerende skum med luftmadrassens komfort (men er til gengæld typisk tungere, og risikerer at punktere). Mange “vinter-overnattere” kombinerer faktisk et skumunderlag og et selvoppusteligt underlag – dét giver god mening, hvis man har plads til begge dele i sin oppakning. Drop den “gammeldags” luftmadras, hvis du vil holde varmen.

5) Varm dig op – og spis chokolade! Varmen i din sovepose kan kun komme ét sted fra – nemlig fra din egen krop. En kold sovepose bliver ikke varm af sig selv, så derfor kan det være en rigtig god idé, hvis du lige sørger for at tage et par englehop og kuskeslag inden du lægger dig, så dine muskler er varme og din blodcirkulation er godt igang. MEN LAD VÆRE MED AT OVERDRIVE! Hvis du sveder, når du lægger dig, så bliver din sovepose våd af kondens – og så bliver det altså pivkoldt! Hvis du samtidig lige sørger for at spise en plade chokolade, så giver du din krop lidt hurtigt sukker til “straksafbrænding” – og samtidigt godt med fedt og energi til at holde varmen resten af natten. Hvis du går sulten (og tørstig!) i seng, så kommer det nemt til at knibe med at holde varmen. Endnu en god grund til altid at have rigeligt med chokolade med på tur!
Hvis du har mulighed for at drikke en varm kop te eller chokolade inden sengetid, så er det også en rigtig god start.

6) Hold næsen i fri luft! I starten kan det føles vældigt fristende at kravle helt til bunds i soveposen, så end ikke næsen stikker ud. Men hvis du ånder ud i din sovepose, så bliver al din fugtige ånde i sidste ende til kondens på indersiden af din sovepose – og så bliver det altså koldt. Så træk altid vejret “i det fri”, og lad være med at forsøge at opvarme posen med din varme (og fugtige!) ånde.

7) Kend din sovepose. Der kan være mange graders varme at hente, hvis du bruger din sovepose rigtigt. De fleste soveposer i dag har mulighed for at snøre “hætten” sammen omkring dit hoved – og nogle poser kan også strammes ind omkring skuldrene. Hvis du bruger disse muligheder rigtigt kan du forhindre en god del varm luft i at forsvinde ud af din sovepose, så det er værd lige at “øve sig” i, hvordan du bedst lukker din sovepose indefra (og hjemmefra, så du ikke skal til at eksperimentere med teknikken på tur 🙂 )

8) Behold alt tøjet på? Måske – men tænk dig om! Det kan være en fordel at beholde tøjet på i soveposen, hvis det er rigtig koldt, og din sovepose er tynd. Men i så fald skal dit tøj være helt tørt – et par fugtige bukser og en regnvåd sweater i soveposen ender næppe godt . Som regel fungerer det bedst at skifte til et friskt sæt “sove-uldundertøj” og evt. en tør fleece-jakke eller striktrøje på overkroppen (+ hue og uldsokker), hvis det er bidende koldt. Men pas på, at du ikke kommer til at svede i din sovepose. Hvis du får det for varmt, så bliver det altså koldt på sigt!

9) Frosne fødder! Nogle mennesker fryser mere om fødderne end andre. Hvis du hører til dem, der af een eller anden grund altid har kolde tæer, også når kroppen er varm (og du har taget uldsokker på), så prøv lige dette her: Stræk benene HELT ud, så blodet kan cirkulere frit (så ikke noget med trække benene op under dig og krølle dig sammen – det virker ikke). Vip så dine fødder op og ned så hurtigt som muligt og lav små “cyklebevægelser” med benene samtidigt indtil du har fået varmen. Formålet er (selvfølgelig) at få godt gang i blodcirkulationen. En gammeldags “varmedunk” (f.eks. en Nalgene plastic-drikkedunk, der kan holde tæt (!) og kan tåle varmt vand) eller en “lommevarmer” i bunden af din pose kan også gøre en forskel.

10) To soveposer er bedre end én (nogle gange) Hvis din sovepose er tynd, så kan du overveje at købe en billig “ekstrasovepose” og trække den udenpå. Vær dog opmærksom på, at yderposen er rummelig nok, og ikke bare kommer til at komprimere det isolerende fyld i inderposen.

Mange spejderhilsner – og sov godt!

Mikkel