Kære Spejderforældre:

Jeg kom til at tænke på, at det jo ikke er givet, at nye spejdere (og deres forældre) er klar over, hvor vigtigt patruljesystemet – og dermed også stabilt fremmøde – er for spejderarbejdet. Derfor kommer her en længere kronik om sagen. Så snup en kop kaffe, læs videre, og bliv klogere på sagen lige her!

Med mindre man selv er gammel spejder, kan man nemlig nemt komme til at tro, at dét at “gå til spejder” er lidt som at være i SFO – bare om aftenen. I SFO’en laver man jo også snobrød, og har bål, og hygger og sådan noget – og i SFO-sammenhæng gør det jo ikke noget, hvis man bliver væk fra et arrangement, når vejret er dårligt eller man “ikke lige gider”. Det kan jo højest kan være een selv, det går ud over, hvis man vælger at blive derhjemme i sofaen med iPad’en -de andre kan være ligeglade.

Men spejderarbejde handler ikke om at lave snobrød – eller snitte i pinde, eller lave bål, eller binde knob for dén sags skyld. Det handler heller ikke om at vente på, at det dårlige vejr driver over, så man nemmere kan være ude. Spejderarbejde handler dybest set om at lære hvordan man fløjter og synger på trods af øsende regnvejr. Både i bogstavelig og i billedlig forstand.

Og det er der ikke noget nyt i. Det handlede det også om hos Spejderne for 100 år siden – længe før, der var nogen, der talte om “robusthed” og “coping-strategier” og “mindfulness“. Når man er blevet Ulv, så er spejder ikke længere kun sjov og underholdning for éns egen skyld – det handler også om at “lege for livet”. Og jeg kender ikke ret mange, der har flyttet sig mentalt derhjemme på sofa’en med iPad og slikskål lige ved hånden.

Forstå mig ret: Spejder er selvfølgelig ikke militærlejr, hvor rekrutterne ubønhørligt skal kværnes igennem en “helvedesuge” med en brølende sergent på nakken og trusler om straffeaktioner hængende over sig, og morskab er strengt forbudt. Men når dét er sagt, så prøver vi at lære vores spejdere, at modgang (og “uretfærdigheder”) er en naturlig, uundgåelig og acceptabel del af tilværelsen. På et lidt mere abstrakt plan kan man sige, at hvis man indretter sit adfærdsmønster med det formål at undgå modgang i videst mulige omfang, så bliver man indhentet af virkeligheden på eet eller andet tidspunkt – og så har man muligvis ikke lært at “klæde sig ordentligt på” til det dårlige vejr. Modgang kan have mange former: Det kan selvfølgelig være vejret, men det kan lige så vel være træthed, kedsomhed, andre menneskers meninger, fysiske og følelsmæssige udfordringer – eller blot dét at skulle skrælle kartofler eller rydde op efter madlavningen når man “hellere ville lave noget andet”.

Jeg tror på, at det er sundt, at man lærer at acceptere vanskelige forhold. Ikke sådan at forstå, at accept indebærer, at man ikke skal forsøge at lave om på noget, der er skidt – men at man mentalt godtager, at situationen nu engang er på en bestemt måde uden hver gang at bruge en masse unødvendig energi på at ærgre sig over, at situationen ikke er, som man ønskede den.

Det er nemmere sagt end gjort at opnå dén indstilling til tingene – men vi mener, at vi har fundet en brugbar metode hos Spejderne. Men det kræver selvsagt, at man ikke kun møder op til “solskins-møderne”, hvor alting er nemt. Den bedste læring finder sted, når verden er lidt “på tværs” – så jeg vil gerne opfordre til, at man som forældre bakker maksimalt op om deltagelse også på dage, hvor vejret måske ikke just indbyder til halvanden times udendørsaktivitet. Og hvis man husker at få fornuftigt tøj på, så er det faktisk ikke så slemt. De små kan typisk klare dobbelt så meget, som de selv tror – og fire gange så meget, som deres forældre tror 🙂

Et andet – og helt grundlæggende – aspekt ved spejderarbejdet er patruljerne. Hvor tiden som Bæver helt naturligt har det enkelte barns behov i fokus begynder Ulve-spejderne at skulle arbejde sammen i små, tætknyttede grupper kaldet patruljer. Der er skrevet mangt og meget om fordelene ved patruljesystemet, og jeg skal ikke forsøge at redegøre for alle fortræffelighederne her . Men et af de væsentligste aspekter i Ulvehøjde er, at man i patruljen lærer, at alle i gruppen har noget værdifuldt at bidrage med, og at der er en enorm styrke i en gruppe, der formår at løfte i flok.

I patruljen opnår man typisk et tættere kammeratskab og en tryghed i visheden om, at man aldrig står alene – uanset problemets omfang. I patruljen udvikles tilliden til hinanden – og dermed også følelser som empati, samhørighed, tolerance, tilgivelse –  alt dét, man med et mere gammeldags ord ville kalde “næstekærlighed”. Det kan måske lyde lovligt højtragende, men jeg vil påstå, at det fundamentale menneskesyn, der kendetegner spejderbevægelsen, for en stor del udvikles gennem patruljearbejdet. Det er allerede som Ulv, man begynder at kunne sætte sig ud over sine egne behov, og omvendt også begynder at påskønne alt det, som andre kan byde på.

Men hvis man skal opnå et tæt sammenhold i patruljerne, så nytter det ikke, at man “glemmer” at møde op hver anden eller tredje gang. I modsætning til SFO’en er det nemlig ikke kun een selv, man svigter, ved at blive væk. De øvrige medlemmer i ens patrulje lider også under fraværet – og upålideligt fremmøde svækker sammenhængskraften i patruljen, og svækker indtrykket af, at “fællesskab gør stærk”. (Og ustabilt fremmøde gør det iøvrigt hulens svært for spejderlederne at planlægge aktiviteter – men dét er en anden sag 🙂 )

Selvfølgelig kan man blive forhindret. Man kan selvfølgelig blive syg – eller skulle til fødselsdag, eller til et andet arrangement – men jeg vil opfordre til, at man i udgangspunktet opfatter Spejder som en holdsport. Hvis man gik til fodbold, og skulle spille kamp om onsdagen, så kunne man ikke drømme om bare at blive væk uden at give besked, så éns hold pludselig stod og manglede en spiller. Man tænker måske ikke over det som forælder, men det er mindst lige så vigtigt at kunne stille en funktionsdygtig patrulje til spejder om onsdagen. Og – med al tænkelig respekt for fodbold vil jeg påstå, at der på det personlige plan er langt mere “på spil” til spejderonsdagene end til en fodboldkamp. Så hvis man på forhånd véd, at man bliver forhindret, så husk at give besked til din leder, så vedkommende kan forklare de andre på holdet, hvorfor man ikke er med denne gang.

Det blev en længere smøre – måske også længere end strengt nødvendigt – men det er vigtigt for mig, at I som forældre får et indtryk af, hvad spejderarbejdet går ud på – og hvor seriøst vi tager det som ledere. Vi er meget bevidste om det ansvar, I placerer i vores hænder, når I sender jeres børn afsted til Lykkegården om onsdagen. For os handler Spejder om at hjælpe børn og unge mennesker godt på vej til at blive helstøbte, næstekærlige, robuste, pålidelige og frem for alt ansvarlige voksne. Det handler ikke om at blive god til snobrød, knob – eller om at score flest mål!

Så på forhånd – og oprigtigt – tusind tak for tilliden og for lån af jeres børn de næste forhåbentlig mange år. Alle vi ledere glæder os til en hel masse dejlige stunder med spejderne – nye som gamle –  og vi lover jer til gengæld, at jeres børn undervejs vil vokse adskillige centimeter i højden, og flere meter mentalt  🙂

De bedste Spejderhilsner,

Mikkel “MacGuffin” Steen Petersen
Gruppeleder