God Sommerferie – og lidt om Kandersteg 2026!
Sommertid er spejdertid. Forsommeren med de lyse nætter og eftersommeren med lune mørke aftener, der kalder på bål og overnatning i det fri. Og så sommerlejren- i år tager bæverne på overnatning i juni til vores hytte i Fajstrup og resten- fra ulve og opad tager på kanosejlads (trop) så hike (trop og junior) så fælleslejr på Sletten ved Silkeborg (ulve, junior og trop) i uge 32.
Men i år har vi også et blik på fremtiden. Vi har besluttet at sende tropsspejdere og juniorspejdere og deres ledere på lejr i Spejdercenteret Kandersteg i Schweiz i uge 28 i sommeren 2026. Spejdercenteret, som er grundlagt af Baden Powell i 1923, ligger 1200 over havet, som det sidste i en dal lige dér, hvor bjergene i ”Berneroberland” for alvor rejser sig og byder på skønne bjergvandringer, flotte udsigter og alverdens oplevelser. Man kan tage toget hele vejen til byen Kandersteg, der breder sig ud lidt neden for spejdercenteret. Man kan opfatte en lejr i Kandersteg som en mini-jamboree, for der er spejdere fra hele
verden og mange fælles oplevelser.
Sådan en lejr skal forberedes på mange forskellige måder. Der skal samles penge ind. Der skal trænes i fysisk og mental robusthed. Vi skal øve tillid og samarbejde, så det bliver en totaloplevelse for alle, der føles både tryg og spændende. Alt det, som spejder altid er; men nu får den lige en tand ekstra. Vi starter ved sommerafslutningen, hvor vi som sædvanlig serverer grillmad og forældremedbragte salater. Der bliver orientering om Kandersteg for børn og forældre ved sommerafslutningen. I løbet af det kommende spejderår kommer der mange aktiviteter, som hele gruppen deltager i, og som skal gøre børn og voksne klar til turen.
For de børn og forældre, der tænker “øv, jeg er ikke gammel nok til at komme med” vil vi sige: Der skal nok komme andre store og spændende lejrture igen, når de nuværende ulve er tropsspejdere – så bare glæd jer!
Vi ses igen til spejder onsdag d. 20. august!
Med mange hilsner fra alle lederne i Kaløvig gruppe!
