
Vi elsker lejrture! Herunder kan du læse lidt om vores politik for den slags eventyr. Spørg endelig en leder, hvis der er noget, du gerne vil vide mere om.
Formål med lejrture:
- Skabe naturoplevelser for spejderne.
- Træne spejderfærdigheder og livslange kompetencer.
- Styrke fællesskab, gensidig støtte og robusthed.
- Udfordre spejderne fysisk og mentalt.
- Lære spejderne at mestre udfordringer som træthed, vådt tøj, konflikter og hjemve.
- Bruge færdigheder lært til spejdermøder.
Håndtering af hjemve: Hjemve betragtes som en læringsmulighed, ikke hjemsendelsesgrund. Lederne støtter spejderne i at håndtere det, og vi kontakter ikke forældre, medmindre der er sygdom eller alvorlige udfordringer. Forældre bedes undgå at love mulighed for afhentning ved hjemve. På de fleste lejrture er der mulighed for at aftale delvis deltagelse for de spejdere, der ikke er mentalt klar til at være på lejr i hele lejrperioden. Delvis deltagelse forudsætter dog, at man efter ankomst deltager hele resten af lejren, så vi undgår afhentning “i utide”.
Ledernes tilgængelighed: Lejrbrevet indeholder mindst ét kontaktnummer til lederne, men de prioriterer samvær med spejderne og er ikke altid tilgængelige. Følg gerne med på Facebook for billeder og lejrstemning undervejs, men forvent ikke opdateringer om status for de enkelte børn.
Mobilpolitik: Vi opfordrer til at lade mobilen blive hjemme, særligt for Bæver- Ulve- og Juniorspejdere. Afhængigt af aldersgruppen vil mobiladgang på lejr blive begrænset til bestemte tidsrum.
