Lidt (meget) om lejrture

Jeg har gennem årene fået en del forespørgsler, der alle kredser omkring muligheden for at deltage “delvist” i lejrture, hikes, overnatninger m.m. – f.eks. ved at spejderen mødes med os på vores lejrplads ud på aftenen, idet der er aftenåbent i SFO’en og man nødig vil gå glip af dét; eller bliver hentet inden sovetid, eller om morgenen, da man skal til fødselsdag o.s.v.Jeg kan sagtens se problemet – det er ikke nemt at skulle vælge noget fra. Og det er måske lige præcis dét, der er den største udfordring i dag: Der er simpelthen så meget “slik på hylderne”; så mange valgmuligheder, at glæden ved at træffe en beslutning næsten i samme sekund overskygges af bekymringen over alt det, man så ikke oplever, når man nu har truffet et valg. For sæt nu, det andet alligevel var sjovere? Var det så ikke bedre og en mere optimal udnyttelse af de mange muligheder, at man prøvede at spænde over det alt sammen?

Jeg har oplevet en uheldig tendens i den retning på nogle lejrture, hvor alt for mange spejdere kun lige var med til det mest sjove – men så desværre måtte tage hjem, fordi de også lige ville nå en fødselsdag om søndagen, eller “havde svært ved at sove andre steder end derhjemme”, eller skulle til håndboldstævne om eftermiddagen, eller hvad den aktuelle forklaring nu lige var. På det individuelle plan er det selvfølgelig ikke et problem, men konsekvensen af “fleks-deltagelse” bliver nemt, at lejr-stemningen forsvinder – for når flere børn kun deltager “halvt”, så dykker lejrmoralen voldsomt. Det er synd for både de, der faktisk vælger lejrturen til (og dermed noget andet fra), men det er bestemt også synd for de, der vælger den halve lejrtur fra. Den kedelige kartoffelskrælning er der nemlig også læring i. Jeg vil endda påstå, at der efterhånden også er læring i selve det at kede sig – men det er en anden snak.

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at deltagelse i arrangementer i udgangspunktet betragtes som “enten-eller”. Isoleret set virker det måske ikke som det store problem, at en spejder f.eks. blev kørt til Engsøen ud på aftenen fremfor at gå med på hike derud, eller blev hentet derude om morgenen – eller om aftenen, hvis man lige savner sin mor og far lidt ved sengetid – men i det større perspektiv er det faktisk et reelt problem. Og min erfaring er, at børnene vokser helt enormt, når de har prøvet at have hjemve (som alle andre), men alligevel klarede sig igennem. De klarede det – også selv om det var svært! Uden at ringe efter en voksen. Og de fortjente mærket: De gik faktisk helt selv 20 km i silende regn og strid modvind, eet skridt ad gangen. Ja, det var surt og svært undervejs, og de gik sikkert glip af en hel masse andet – men hvis du spørger dem, om de har fortrudt, så tror jeg nok, at jeg kender svaret.

Så selvom det selvfølgelig ikke ville koste mig noget, at alle deltagerne f.eks. fik et Hike-mærke, selv om de kun deltog delvist, så tror jeg altså, at det ville være en bjørnetjeneste; og det ville devaluere mærkets værdi for de andre.

En lang historie – men det er vigtigt for mig at forklare, hvorfor jeg lidt firkantet foretrækker, at man enten er med på hele turen eller slet ikke. Det har intet med en konkret spejder eller en given situation at gøre, og det er ikke fordi jeg stivnakket nægter at gøre undtagelser – men simpelthen fordi jeg oprigtigt mener, at det er bedst på den måde. Det handler også om at lære børnene at være nærværende og finde ro i det, de laver lige nu – fremfor mentalt at halse afsted efter det næste potentielle toppunkt på spændingskurven. Af samme grund frabeder jeg mig også, at de yngste spejdere tager mobiltelefoner med på vores ture. De har i dag tit svært nok ved at koncentrere sig – og en distraktion, der ligger og bipper i lommen med lokkende glimt af alt muligt andet spændende, der foregår rundt omkring, bliver nemt uimodståelig. Når telefonen ikke hele tiden er en “flugtmulighed”, så bliver der derimod plads til at lade tankerne falde til ro (og det gælder såmænd også de større spejdere).

Jeg håber selvfølgelig altid meget, at spejderne vælger spejderturene – men jeg har altså også fuld forståelse for, at Julemandens ankomst til byen eller en familiefødselsdag nogle gange kan være et bedre valg; så der er ingen, der skal være bange for, at jeg eller andre spejdere bliver fortørnede eller skuffede over at blive “valgt fra”. Men vi bliver selvfølgelig glade over at blive valgt til – for vi véd godt, at det altid er på bekostning af noget andet spændende.

Om hjemve og angst – og forskellen

Hjemve er noget vi oplever tit hos spejderne, og det er mere udbredt, end man skulle tro – men hos enkelte børn kan hjemve faktisk have karakter af egentlig angst. Det er vi meget opmærksomme på; og hvis vi kan mærke, at barnet har en reel angstoplevelse, så handler vi selvfølgelig med det samme. Angst er i udgangspunktet ikke en rationel tilstand, og det fungerer stort set aldrig at appellere til fornuften med argumenter om, at “der jo ikke er noget at være bange for”. Så lad mig understrege, at der er ingen børn, der skal hulke og ryste sig gennem en nat med angsten helt oppe i halsen. Vi reagerer længe før, det kommer så vidt, hvis vi kan mærke, at barnet udviser tegn på angst.

Når det er sagt, så er der også mange, der “blot” føler sig usikre ved den uvante situation – som f.eks. at sove i fremmede omgivelser – og specielt ved sengetid føler sig overvældet af en kombination af (over)træthed, “fordøjelsesbesvær” i forhold til dagens mange oplevelser og indtryk, og som derfor lige har behov for at blive bekræftet i, at “det hele ender godt”. Det er helt efter bogen, at man savner sine vante omgivelser på dét tidspunkt (og der skal såmænd nok også være en leder eller to, der gennem tiden har haft et lønligt ønske om at befinde sig i sin egen, bløde seng derhjemme, når lejrturen er nået til sjettedagen). I de situationer griber vi ikke til telefonen i samme samme sekund, spejderen beder om at komme hjem. Det kunne vi godt – det ville være det allernemmeste for os; vi ville “slippe” for at sidde med udfordringen med at trøste, barnet ville umiddelbart få sit ønske efterkommet, og problemet ville være løst. På kort sigt.

Men hos spejderne handler en stor del af arbejdet om at flytte os mentalt. Det gælder både i forhold til tolerance, medmenneskelighed, empati, ansvarsfølelse, fælleskabsfølelse – men også i forhold til indre værdier som robusthed, selvværd, selvstændighed og selvtillid. Og “learning-by-doing” er en kerneteknik hos os. Så hvis vi faktisk kan hjælpe barnet til blot een gang at komme igennem følelsen af hjemve, og opleve, hvordan følelsen er fuldkommen væk næste morgen, så flytter vi en vigtig grænse. Det virker tit rigtig godt at inddrage andre spejdere (specielt de, der er et år eller to ældre), der kan fortælle historien om første gang de havde hjemve. Det fjerner det “tabu-belagte” ved at savne sin mor og far, når flere andre spejdere åbent – og i godt humør – fortæller, at han eller hun også var mega-ked-af-det på den-og-den lejrtur. Og at det er fuldkommen normalt og forventeligt.

Er man ikke bare en “fake”-spejder, hvis man ikke tør tage med på lejrtur? Skal man ikke bare have et skub?

Det kan siges kort: Det er – virkelig – helt i orden, hvis man ikke føler sig klar til lejrturs-overnatning, og der er ingen grund til at “skamme sig” over det. Der er rigtig mange spejdere, der har det på den måde – og også rigtige mange spejdere, der desværre “har det skidt med, at de har det skidt med lejrturene”.

Det er sandt, at lejrturene er noget særligt for spejderne – det giver nogle oplevelser, som vi ikke kan byde på ved de normale onsdagsmøder, og som man slet ikke kan finde i SFO’en eller andre fritidsaktiviteter – men man skal have lyst til udfordringen.

At være spejder går lige meget ud på at lære at forstå sig selv bedre som menneske – og blive bevidst om sine grænser – og så flytte dem, når man føler, at de strammer. Der er ikke noget vundet ved at tage på en lejrtur, hvis man gør det af sur pligtfølelse, og i dagene forinden går omkring med en stor knude af bekymring i maven. Det skal være lysten, der driver værket. Man skal have lyst til at hygge med lejrbålet, grine med de andre; og lyst til at hygge med soveposer og liggeunderlag og slikposer og natløb – men også have lyst til at blive udfordret på komforten, lyst til at klare regnvejret med godt humør, og lyst til at klare de udfordringer, der uværgeligt er forbundet med lejrlivet. Den dårligste grund til at tage på lejr er, at “det skal man – for ellers er man ikke en rigtig spejder”.

Lejrture er på mange måder som en kold dukkert i havet. Hvis man ser rationelt på det, så er det jo ikke som sådan en behagelig oplevelse. Det er gyseligt koldt, der er fare for brændmænd (og tang! og krabber!), og hvad får man egentlig ud af det? Men vi gør det alligevel!

Når først man har samlet mod nok til at “tage springet”, så opdager man selvfølgelig, at vandet slet ikke var så koldt alligevel, da man først fik dukket sig! Og følelsen af, at man nu tilhører den gruppe, der har været under, er også rar (og så bliver det mærkeligt nok pludseligt sjovere at sprøjte vand på dem, der endnu ikke har taget dukkerten 🙂 ). Men det kan være meget koldt at stå i vand til midt på låret og tøve – uden at turde. Så er det faktisk bedre at blive på stranden. Det er ikke et nederlag i mine øjne. Jeg tror, at det kan være meget mere ødelæggende for selvværdet, hvis man bliver presset til at gøre noget, man ikke fandt glæde i efterfølgende.

Jeg vil selvfølgelig gerne have, at I opfordrer børnene til at tage springet. Nogle gange drejer det sig bare om at turde tro på sig selv, og børn skal altså tit lige puffes ud af komfort-zonen på sofaen med iPad’en i hånden. Men pas på med at presse for hårdt på for at få ungerne afsted på lejr, hvis de ikke selv vil. Det er ikke sjovt at blive “smidt” i vandet – for det er koldt nogle gange. Og jovist, det er mega-fedt når man først har været under, og “ungerne kan jo sagtens”, og man vil så gerne have, at børnene oplever følelsen af sejr. Men hvis man er blevet “smidt” i vandet, så har man ikke sejret over noget som helst. Der er en verden til forskel på at blive kylet overbord og ende i det kolde vand med alt tøjet på – og tage springet selv, når man er klar.

Men kan det så ikke være lidt ligegyldigt at komme med på lejrture? Der er jo spejder hver onsdag, er det ikke nok?

Jeg mener oprigtigt, at det er på lejrture, at essensen af spejder-liv opleves, udleves og indleves. På mange måder er onsdagene “træning til lejrtur”. Selvfølgelig arbejder vi efter spejdermetoden hver eneste onsdag, men det korte tidsrum på halvanden time sætter en begrænsning på, hvad vi kan foretage os. Der er forskel på blot at lege, at man er på eventyr, og faktisk at tage afsted på eventyr med rygsæk, liggeunderlag og forventningsfulde sommerfugle i maven.

Og der er ingen tvivl om, at det er på lejrturen, eventyret og magien findes: Det er på lejrturen, man oplever de magiske sommernætter med knitrende bål. Duggen i græsset om morgenen, og lugten af fugtig skovbund. Glæden ved at bygge sin egen lejrplads ud af det rene ingenting. Eventyret ved at være “strandet på en øde ø” og udforske ukendt land sammen med sine spejdervenner.

Det er på lejrturen, man kan være på skattejagt om formiddagen, eller grave efter sandorm i bare tæer på det lave vand – og man kan være opdagelsesrejsende på farefuld færd i junglen samme eftermiddag. Det er dér, man pludselig møder ham eller hende den søde fra den anden spejdergruppe, som man bliver rigtig gode venner med (eller måske lidt lejrkærester). Det er dér, man får venner og knytter bånd. Det er dér, man får lov til at være selvstændig og uden konstant voksenopsyn og stramme tidsplaner – men i stedet oplever frihed under ansvar. Man vokser og flytter grænser; og man erfarer, hvor meget man faktisk formår, når man kan, skal og må selv.

Og måske vigtigst af alt: Det er på lejrturene, minderne skabes. Det er lejrturen, der får hele spejderarbejdet til at give mening.

Ja, det lyder højstemt, men prøv selv at tænke tilbage på en særligt magisk tid i barndommen. Det er ikke fodboldkampen, eller håndboldturneringen, eller Arlas minikokke-sommerskole, der slår rødder i én og med årene sætter flere og flere blomster. Det gør derimod de helt særligt “eventyrlige” øjeblikke, vi har i barndoms- og ungdomsårene – og det er dem, vi kan skabe på sommerlejr. Og det handler ikke kun om action og oplevelser (det kan man efterhånden få så mange steder); men lige så meget om at have ro og fri og tid til “bare at være” uden at “skulle gøre”.

Derudover er der selvfølgelig en masse spejdermæssige gode grunde til at tage på lejr (blandt andet om øget fokus på at bidrage til et fællesskab og at “tage det sure med det søde”) men hvis jeg skal vælge ét enkelt argument for at tage på spejderlejr, så bliver det Eventyret med stort E. Dét, som man hverken kan finde i Djurs Sommerland eller på Netflix.

Vi er en hel masse spejderledere, der bruger en stor del af vores ferie og fritid på at give børnene en helt uforglemmelig oplevelse – og det gør vi ene og alene fordi vi elsker spejderlivet og håber, at det smitter af!

Husk at undres – husk at spørge – husk at fortælle!

Man må meget gerne må spørge os, hvis man undres over noget ved spejderarbejdet. Vi vil altid gerne udfordres på vores holdninger, så giv også gerne lyd, hvis der er noget, du synes, vi burde gøre anderledes – eller noget, vi glemmer at tænke på. Og ikke mindst – giv lyd, hvis du kan mærke, at der er noget ved spejderlivet, der går dit barn på. Det kan hænde, at vi overser en konflikt mellem to spejdere – eller det kan være, at der er andre forhold, som vi let kunne gøre noget ved. Måske skal vi lave lidt om på sammensætningen af patruljerne, måske ændre programmet; så enhver tilbagemelding modtages med kyshånd herfra. Det gælder også, hvis dit barn f.eks. har det vanskeligt i en periode, og vi derfor med fordel kunne have lidt ekstra opmærksomhed på at støtte op.

Med de allerbedste spejderhilsner herfra – og tusind tak for tålmodigheden!

Mikkel “MacGuffin” Steen Petersen,
Gruppeleder