Når man lige er begyndt som spejder kan man godt blive helt svimmel over alt det grej, man kan købe! Heldigvis behøver man ikke at styrte ud og købe en hel masse grej fra første færd – langt det meste kan komme hen ad vejen.
UNIFORMEN kan kun købes i vores netbutik 55Nord, så her er lige link. Den er lidt dyr efter min mening – men til gengæld er den inklusiv en tynd fleece-trøje, som kan være rar at have inderst i vinterhalvåret. Nyindmeldte spejdere plejer at få et tørklæde af os som “velkomstgave”, så det behøver I ikke at investere i.
Hvad øvrigt grej angår bliver det først rigtig aktuelt, når man skal på lejrtur. Der er et KÆMPE udvalg – også meget dyre løsninger – men jeg synes selv, at Spejdersports mærke (Asivik) har et fint forhold mellem pris og kvalitet.
De “store tre” spejder-grej-anskaffelser er liggeunderlag, sovepose, og rygsæk – og derudover bør man anskaffe sig fornuftigt fodtøj (støvler), regntøj og pandelygte.
LIGGEUNDERLAG:
Udvalget af underlag er stort – og det kan være lidt af en jungle – men til de yngste kan jeg anbefale Asivik Nuna 5.0 – et “selvoppusteligt” liggeunderlag af fin kvalitet til ca. 400 kr). Det er rigeligt tykt til at børn ligger glimrende – selv på hårdt underlag – og man kan få en virkelig god isolering ved at lægge underlaget oven på et billigt, tyndt “gammeldags” skumunderlag (og samtidig er man næsten 100% beskyttet mod punkteringer fra småsten, grene eller splinter). Hvis du vil sove virkelig komfortabelt, så overvej dog at investere i en moderne oppusteligt underlag i stil med dette her. De kan pakkes sammen til næsten ingenting, og der er ikke meget, der kan hamle op med 6-10 cm tykke luftkanaler. Det er dog stadig en god idé at kombinere med et skumunderlag, da de oppustelige underlag typisk ikke isolerer ret godt.
SOVEPOSE:
Soveposer er lidt vanskeligere at rådgive generelt om; det kommer meget an på, hvor “kuldskær” man er – og det kan hurtigt blive dyrt, hvis man går efter de mest avancerede modeller. Som hovedregel vil jeg dog anbefale soveposer med syntetisk fyld fremfor de dyre (men lette) dunsoveposer; ganske enkelt fordi soveposerne tit bliver udsat for fugt eller simplethen bliver våde på lejrturene og i bivuak. En våd dunsovepose er ubrugelig (og frygtelig svær at få tør igen), men en syntetisk pose tørrer nemt og hurtigt i solen, og bevarer en stor del af sin isolerende egenskab selv i fugtig tilstand.
Et bud på sovepose kunne således være Asivik Trekker 3S (fås i tre længder, så man ikke skal bære på mere vægt end nødvendigt).
(…kan det ikke gøres billigere? Jo, sagtens!)
Det behøver som sagt ikke at være dyrt for at fungere!
I den anden ende af pris-skalaen (men stadig fuldt forsvarligt) kan man tage i Bauhaus (eller Harald Nyborg, eller Jem og Fix, eller…) og købe et billigt skumunderlag som dette – og supplere med en tyndere selvoppustelig madras som denne. Totalpris? 275 kr. Sammenlignet med 400 kr for løsningen fra SpejderSport.
Og en billig sovepose som denne – ligeledes fra Bauhaus – koster kun 350 kr, sammenlignet med Spejdersports til knap 1100 kr. I så fald skulle man dog nok overveje at supplere med en “yderlagssovepose”, f.eks. som denne til 150 kr. Samlet set samme (eller bedre) isolering, og halv pris. Men selvfølgelig ikke så “lækkert” 🙂
Det kan også diskuteres, om det giver mening at investere flere hundrede kroner på en formsyet fleece-inderpose til sin sovepose, når man selv lige kan købe et fleecetæppe til 24 kr i IKEA, folde det på den lange led og give det en tur på symaskinen. Pointen er, at det altså ikke behøver at være dyrt for at fungere.
RYGSÆK:
Hvad rygsæk angår kan jeg til spejdere i Ulve/junioralderen varmt anbefale en Asivik Hiker 2.1 50L rygsæk fra Spejdersport (699 kr). Det er solid kvalitet, og den sidder helt perfekt på børn mellem 125 og 155 cm i højden. Et volumen på 50 L er fint til de fleste ture – men overvej alligevel at tilkøbe et sæt aftagelige sidelommer. De er geniale til regntøj og andre småting, man nemt skal have adgang til, og kan fjernes helt, hvis der ikke er behov for de ekstra 2 x 4 L. Og med et totalvolumen på næsten 60 liter behøver Ulvene ikke mere. Er man trop eller seniorspejder – med planer om vildmarkseventyr – kan man overveje at gå en størrelse op.
STØVLER:De fleste spejdere vokser med lynets hast, men man kan tit være heldig at finde et par brugte, fine støvler. Værdien af et par gode vandrestøvler kan ikke overdrives – det er træls at være på lejr (eller hike) i et par drivvåde lærredssko, og spejderlivet er hårdt for fødderne. Tænk på, at støvlerne bør være “vandtætte” (altså læder eller evt. GoreTex-membran) – uden at være gummistøvler! Gummistøvler er gode at stå stille i – men håbløse til vandring.REGNTØJ:Det er tit regnvejr til spejder – men vi er ude alligvel! Regntøj er en ufravigelig del af turgrejet – også på sommerlejr.
PANDELYGTE:Overvej at anskaffe en lille pandelygte, f.eks noget i stil med denne. I vinterhalvåret er det mørkt til vores spejdermøder, og du får brug for lys. Men lad være med at købe den kraftigste, super-laser-plasma-fem-milliarder-lumen-atomdrevne-pandelygte (med mindre lyset kan dæmpes): Du blænder bare alle omkring dig – og 30 børn, der går rundt og lyser hinanden i hovedet med 10.000 lumen er heller ikke smart. Hvis du er til gør-det-selv grej, så køb et sæt billige cykelforlygter til 30 kr. i REMA1000, og vær kreativ med at få dem monteret på et “pandebånd” – der er mange muligheder! Og hvis er er noget, spejdere er gode til, så er det at bruge, hvad vi har til rådighed!
…Og så er der lige SPEJDERDOLKEN! Den er ikke et “must-have”, men de fleste spejdere vil alligevel gerne have deres egen spejderdolk, når de har taget knivbeviset. Men lad endelig være med at købe en dolk, der er for stor – hellere lidt for lille! Meget spejder-knivarbejde er fin-snitning, og en lille (men skarp!) kniv med et blad på 6-8 cm er tit at foretrække, specielt for “begyndere”. Jeg kan tale længe om knive, så fang mig gerne efter spejder en dag, hvis I har brug for en snak. En hurtig anbefaling på en klassisk spejderdolk kunne være noget i stil med dette (dog er jeg ikke ubetinget glad for “fingerbeskyttelse” på knive – de kan komme lidt i vejen og kan hænge fast i forskellige ting og sager – men jeg indrømmer, at det er en smagssag! Mange føler det betryggende med faste “fingerbeskyttere” på dolkene.)
Men et rigtig godt (og faktisk billigt) alternativ (eller supplement) til den klassiske spejderdolk er dog den klassiske franske foldekniv fra Opinel; f.eks. nummer 6 , der fint kan ligge i lommen, og kan låses sikkert i udfoldet tilstand. Jeg ser lidt for tit spejdere, der dårligt kan løbe/lege, fordi de render omkring med en kæmpemæssig kniv dinglende i bæltet. Og så ender det med, at de ikke “gider” have kniv med, fordi det er så besværligt at skulle lægge bælte/kniv hver gang, man skal lave noget fysisk til spejder. Foldekniven har den store fordel, at den bare kan ligge i lommen. Opinel er et virkelig godt mærke, hvor bladet kan låses i udfoldet tilstand, så den ikke “klapper sammen” om fingrene (hvad Schweizer-kniven kan have en grim tendens til!)
Jeg anbefaler generelt ikke “multitools” af Leatherman-typen (mest p.g.a. deres relativt høje vægt, og fordi der kun meget sjældent er brug for et større sortiment af skruetrækkere, sakse og tænger i spejderarbejde) – men en indbygget savklinge er unægteligt praktisk til grene, så en Schweizerkniv kan retfærdiggøres – hvis den altså har sav! Til gengæld skal man passe godt på fingrene, da Schweizerknivens blad typisk ikke kan låses i udfoldet tilstand.
Med mange spejderhilsner,
Mikkel “MacGuffin” Steen Petersen